Hvidovre Hospital er måske ikke det første sted der nævnes, når talen falder på banebrydende arkitektur og geniale detaljer med høj visuel appel. Imidlertid er den enorme bygning slet ikke uden en vis sælsom skønhed.
Klik på første billede for at se hele serien.

På jeres forside har I et indlæg under overskriften: DF vil udvide anti-terrorpakke. I manchetten til dette indlæg skriver I:

De mest kontroversielle punker i regeringens anti-terrorpakke skal med, mener Dansk Folkeparti.

Når I som udgangspunkt skriver ’de’, bør ’punker’ også sættes i flertal, således at vi får:

De mest kontroversielle punkere i regeringens anti-terrorpakke skal med, mener Dansk Folkeparti.

I øvrigt synes jeg slet ikke, at DF burde hetze mod punkerne. Det eneste man kan beskylde dem for at terrorisere folk med, er deres larmende musik og deres mindre æstetiske fremtoning. Men derfra også til ligefrem at gøre dem til en del af terrorpakken, der synes jeg der er temmelig langt.

Venlig hilsen

MR

I køkkenet har man et udstyrsbehov, der nemt udfyldes i form af nogle skåle, et par pander og gryder, nogle knive osv. Men skal man være klar til at møde de mere krævende udfordringer, er der en lang række af gastronomitekniske landevindinger, materialiseret i fantastiske produkter, hvis anskaffelse bliver et must. Der findes produkter man nærmest ikke kan leve foruden – i hvert fald ikke så snart man kender til eksistensen af dem. ”Gå aldrig ned på udstyret!”, som Mads Christensen så præcist har formuleret det.

I kategorien hører selvfølgelig æbleudkerneren, et værktøj der burde forefindes i et hvert hjem. For hvem har ikke fumlet i både halve og hele timer med at få skåret kernehuset fra, og sorteret æblekernerne ud, når der skulle bages æblepie til aftenskaffen?

Er man på SU eller bare ikke den store æblespiser, kan man til nød nøjes med den klassiske udkerner, der ikke gør det store væsen af sig. Med en sådan kan man selvfølgelig fjerne kernehuset i et hvert æble, men det gøres ikke med samme elegance som med f.eks det amerikanske vidunder fra VillaWare, der nærmest er bygget op som en æbleskrælningsdrejebænk. Ikke nok med at vidunderet fjerner kernerne, den skræller også æblet på en måde der leder tankerne hen på Storm P.’s opfindelser. En pryd for et hvert køkkenbord, og så inviterer den til nysgerrige spørgsmål der kan holde samtalen i gang.

Man kommer heller ikke uden om den smukke model fra Eva Solo, der med sin delfinlignende stålkrop signalerer overskud, luksus og glæden ved gennemhullede æbler uden irriterende kerner.

Men er man parat til at ofre lidt mere på sagen, bør man overveje dette vidunder af en udkerner fra Nemco. Den koster godt 800 kr. men så er man også sikret både effektiv udkerning og misundelige blikke fra vennerne.

Jeg ville gerne bestille nogle data hos jer, men vil lige have afklaret et par ting på forhånd.
I hvilket format leverer i varen, og har i mulighed for at levere elektronisk, så man kan håndtere dataen på en elektronisk databehandlingsmaskine?
Er det udelukkende danskdata I sælger, eller kan man eventuelt bestille russiskdata?
Jeg har behov for data vedrørende kirgisiske gymnasieelevers russiskkarakterer. Mon det var noget i kunne bestille hjem? 

Venlig hilsen

Michael Reuss

Danskdatasalg

Det er ikke ligefrem med stolthed, at danskerne taler om egne madtraditioner. Måske er det også derfor, at et gammelt, hæderkronet håndværk er ved at glide os af hænde, og overgå til industriel sjælløshed.  Jeg taler selvfølgelig om bagerfaget.

Katastrofens omfang begyndte først at dæmre for mig, da jeg i sidste weekend var ude for at besøge mine forældre, og ville have et friskbagt brød med. Jeg selv bor i behagelig cykelafstand af Lagkagehuset på Christianshavn, og kan dagligt glæde mig over kvalitet og velsmag, når det drejer sig om brød. Men alle min barndoms 3-4 forskellige bagerier var nu blevet omdannet til brødudsalg, hvoraf de to af dem var udvidet til rodebutikker af kioskvarer, fabriksbrød og grøntsager i uskøn forening. Forretningerne gik dog stadig under den uhyre misvisende benævnelse: bageri, skønt der givetvis ikke fremstilles så meget som en tør kammerjunke i baglokalet. Hvem sagde falsk reklame?

Det store mysterium i dette kulturforfald, er ikke hvorfor så få unge søger ind i bagerfaget. Det har aldrig været særlig attraktivt, at skulle begynde arbejdsdagen kl. 3 om morgenen, og arbejde i et melstøvet rum, under temperaturer hvor vi andre ville opsøge nærmeste strand. Nej, mysteriet består i, hvorfor vi køber det brød der sælges i disse forretninger. Hver gang jeg præsenteres for disse papagtige produkter (og det er efterhånden ikke så sjældent), slås jeg med undren over den eklatante mangel på kritisk sans overfor det vi lever af, der tydeligvis må være udbredt, for at disse brødudsalg kan overleve.

Jeg har selv et gammelt bageri til nabo – det vil sige, et bageri der er omdannet til brødudsalg. Dette sted slog sig op på at sælge deres industrirundstykker til en meget billig pris i forhold til et regulært bageri. I betragtning af at rundstykkerne nærmest var uegnet til menneskeføde, kan man dog ikke hævde at de 12 kr. for 5 rundstykker var decideret billigt. På et tidspunkt lod det til, at det begyndte at gå ned ad bakke for brødudsalget, der var under konkurrence fra Lagkagehuset. Imidlertid kom de drevne fabrikbrødspushere på en genialitet af de helt store: de satte priserne op. Nu koster både træstammer og kanelsnegle det samme som i Lagkagehuset, og forretningen ser ud til at gå strygende. Læren må være, at hvis varen blot er dyr nok, finder vi det kvalitetsmæssigt forsvarligt.

Nogle af os har stadig muligheden for at vælge, hvor vi køber vores brød. Dermed er der frit valg – ikke bare i forhold til hvad vi putter i munden, men også til hvilke forretninger og produkter, vi ønsker skal overleve på sigt.  Ude i det område hvor mine forældre bor, er slaget allerede tabt. Kvarterets børn skal vokse op med papsmag i munden, hvor der skulle være smag af morgenkrydder, blot fordi flertallet var ligeglade med, at fylde sig med samlebåndsbrød, fremstillet af stråforkortere og pesticider, frem for ordentligt brød af sunde råvarer, fremstillet af mennesker med respekt for deres fag. Tænk over det, næste gang du går ned efter rundstykker.

Den danske sprog er en svær en. Kommareglerne er ikke nemme, det skal indrømmes, og ordene staves sjældent som de udtales.
Der er dog et område, der er nemt og simpelt: sammensatte ord. Vi skriver jo altid sammensatte ord i ét, og de sammensatte ord er nemt genkendelige. Alligevel griber uskikken med at dele de sammensatte ord mere og mere om sig. Daglig vokser sprogblomsterbedet med farvestrålende arter såsom fad øl (hvor der menes fadøl), ældre bolig (hvor der menes ældrebolig), dyr læge (hvor der menes dyrlæge), o.s.v., o.s.v.

Formentlig kan vi give Bill Gates en del af skylden. Word (hvori broderparten af alt skriftligt materiale fremstilles) forstår nemlig ikke de fleste sammensatte ord. Når man håbefuldt tamper ordet:
undervisningsdifferentieringsundersøgelsesbeskrivelsesdokumentationspraksis, sker der det uheldige, at Word fremturer med sin røde bølge under ordet, der får den lille stavefejlsklokke til at ringe i baghovedet. Vi bryder os ikke om de røde bølger, og hvad gør vi så? Vi forsøger at dele ordet, for at se om det mon er der hunden ligger begravet – og det er det jo så.
 
For nylig gik det op for mig, at fagforeningen 3F med undertitlen Fagligt Fælles Forbund, markedsfører en alternativ, mundtlig version af deres navn nemlig Fagligt fællesforbund. Når repræsentanter fra forbundet udtaler navnet i medierne, er det meget tydeligt, at Fælles ikke blot skal opfattes som et adjektiv knyttet til Forbund, men at der er tale om et sammensat ord, fællesforbund.

Som den servicemindede og næstekærlige sprogrevser jeg er, undlod jeg selvfølgelig ikke at gøre 3F opmærksom på brøleren. Jeg fik da også en venlig mail fra forbundets informationspamper, der høfligt men bestemt kundgjorde, at der bag navnet lå en ’velovervejet strategi’.

Jeg må tilstå, at denne meddelelse vakte min nysgerrighed. Kan der virkelig være tale om, at 3F vil tilpasse dansk retskrivning til forbundets markedsstrategi? Hvilken spidsfindig plan dølger denne hemmelighedsfulde rebus i virkeligheden: 3F – Fagligt Fælles Forbund?

Det var som om, at svaret lå lige for men dog så langt væk. Desværre havde informationspamperen i den anden ende allerede fornemmet, at jeg var på sporet af deres skumle planer. Min inbox har været provokerende tom, siden jeg spurgte ind til denne ’strategi’.

Og nu er jeg blevet helt desperat. Jeg må appellere til alle der har 5 minutter til overs, til at påpege den sproglige misere overfor 3F. Jo flere der skriver til dem, dets større chance har vi for, at de lækker oplysninger om deres dunkle ‘strategi’. Jeg selv og alle webbroks 8 læsere vil sætte stor pris på alle bidrag. Du kan bidrage så længe 3F kalder sig ’Fagligt Fælles Forbund’, og du skal blot sætte din mail til 3F (og evt. svar) ind i et svar til artiklen her. Du tjener et ædelt formål.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle bryde et højtideligt løfte til mig selv, nemlig at jeg aldrig ville lyde som min egen mormor lød, da jeg var en lille knægt:

Da jeg var barn, kunne man købe en iskage for 10 øre og et stort kræmmerhus med bismarcksklumper for 25 øre. Se det var tider…

Der er noget antikveret stilstand ved at brokke sig højlydt over prisernes himmelflugt, og om hvor fantastisk verden var dengang man kunne handle sigtebrød til under en daler – og det endda en daler uden hul i midten!

Alligevel havner jeg midt i suppedasen. Jeg oplever pludselig en trang til at belære en handlende om, hvad en vare kostede, da jeg var barn. Det er skræmmende!

Det var på Tivoli. Ikke et sted man normalt associerer med priser, der kan give retrofornemmelser – jeg ved det.

Junior havde længe snakket varmt om de store, farverige balloner man kan anskaffe sig foran koncerthuset i den gamle have. Og efter nogen tids plagen, oprandt den store dag, hvor der skulle handles ballon.

Til lejligheden havde Junior fået sparepengene med i en pung, og han var da også stolt som en pave, da han med en treårigs lidt skingre autoritet kunne forlange at få overdraget den store blå delfin. Jo jo, balloner af i dag, er ikke bare runde og kulørte – lidt udvikling er der skam sket på den front.

Det var da også nærmest et rutinetjek, da jeg spurgte den søde ballonpige, hvor meget hun egentlig ville forlange for bemeldte delfin. Og svaret faldt da også henkastet og som den største selvfølge:

Halvfjerds kroner.

Et styk ballon – halvfjerds kroner. Det er virkelighedens Tivoli år 2006.

Jeg ville give meget for at have været en flue på væggen ved det møde, hvor prisen på ballonerne  blev fastsat. Jeg forestiller mig en dialog noget i denne retning:

Direktøren:

Nåeh… Vi skal vel også se på ballonpriserne for 2006. Hvad mener I?

Salgschefen:

Vores råvareomkostninger er steget betragtelig siden 2005, så jeg mener helt klart, at en markant prisstigning er nødvendig.

Indkøberen:

Det er sandt nok. Råballoner fra Taiwan er steget til uhyrlige 75 øre pr. enhed siden sidste år. og gasprisen er som følge af russernes prispresseri, steget med 10%, således at vi er nået helt op på 8 øre pr. ballon.

HR-cheffen:

Jeg må også sige, at vi er stærkt presset på lønsiden. Ganske vist er vi sluppet for at indgå forlig med ballonsælgernes fagforening. Men vi er alligevel blevet presset til at yde mindstelønnen på 56 kroner og 25 øre i timeløn.

Direktøren:

Kunne man ikke udbetale sælgernes løn i balloner?

HR-cheffen:

Det har vi skam forsøgt at overtale ballonsælgerne til. Vi har endda tilbudt dem én ballon i timen, hvilket jo repræsenterer en værdi som ligger væsentlig over mindstelønnen. Men de hævder bare, at de ikke kan købe leverpostej og husleje for balloner.

Direktøren:

Hmmm. Så er der vel ingen anden udvej end at lade priserne stige. Det naturlige ville så være, at vi lader prisudviklingen følge ejendomsmarkedet. På mange måder kan en ballon jo sammenlignes med et hus: en skal med luft indeni…

Og således blev en ballon prissat til halvfjerds kroner. Og det er ganske vist.
 

Af de 27 danskere der så Deadline på DR2 søndag aften fik jeg min helt egen mareridtsversion. Jeg må være skvattet i søvn umiddelbart efter nyheden om Bin Ladens krav om udlevering af de formastelige tegnere, der har tilladt sig at fremstille profeten Muhammed i satirisk streg. Martin Breum havde valgt at invitere vores allesammens chefbamse, Tøger Seidenfaden, i studiet for at kommentere Bin Ladens seneste udspil.

Medens Breum lirer dagens øvrige nyheder af sig, kan man i baggrunden se hvordan Tøger ivrer efter at få luftet sin vinkel på nyheden, og måske ved samme lejlighed give regeringen skylden for et eller andet.

Da Breum endelig tager plads overfor Tøger, er det da også tydeligt, at studieværten er ret spændt på at lade Tøger komme til orde. Når Breum bliver ivrig, har han den lidt sære tilbøjelighed, at han rokker med venstre øre. I dag rokker venstre øre så påfaldende, at man som seer bliver helt nervøs for at det skal gå af led.

Tøger Seidenfaden, du mener ikke, at man kategorisk skal afvise, at udlevere tegnerne til Bin Laden!?

Tøger, som med et lille smil klemt inde mellem basunkinderne, har foregivet at vente tålmodigt på at komme til orde, tager nu bladet fra munden:

Nej, jeg mener absolut ikke bare, at man bør overveje at udlevere tegnerne til Al Quida. Jeg mener at man – i anstændighedens navn – bør udlevere dem hurtigst muligt. Og hvis vi som nation skal vinde noget af vores gode omdømme tilbage, bør vi også udlevere statsministeren, som er den egentlig skurk i denne sag.

Breum, hvis ørevrikkende interesse absolut ikke er blevet mindre, afbryder nu en lettere irriteret Tøger:

Jamen – udleverer man ikke disse mennesker til den visse død? Mener du virkelig, at man uden retssag kan udlevere danske statsborgere til en terrororganisation, hvis leder er efterlyst over hele jorden?

Tøger, der nu er blevet lidt rød i kammen, er imidlertid ikke så let at bringe ud af balance:

Både Jyllands-Postens redaktør og disse tolv tegnere har allesammen haft adgang til at købe Politiken, hvor jeg dagligt gennem hele 2005 har givet retningslinjer for god tone i debatten. Når de så alligevel ikke fatter en brik, og ovenikøbet handler i trodsig strid med koranens eksplicitte forbud mod at afbillede den hellige profet (fred og velsignelse være med ham), så er det klart, at de må stå til regnskab overfor de mennesker de har krænket, nemlig vore muslimske brødre som jo….

Her afbryder Breum igen med voldsomt strittende venstreøre, og en løftet pegefinger:

Jamen, vil man ikke risikere, at statsministeren vil blive henrettet uden rettergang, hvis man uden videre overleverer ham til Bin Laden?

Til dette, retter Tøger sig op i sædet og tager sit mest forurettede udtryk på:

Nej altså, jeg har gentagne gange bedt mine journalister dokumentere, at Statsministeren er den egentlige bagmand i denne her sag. Vi har udgivet hele tillæg til avisen hvor vi beviser Statsministerens skyld og Harakiris pletfrihed i Muhammedsagaen. Hvis du forlanger yderligere rettergang og bevisførelse, er vi altså ude i noget mundkævleri, som intet anstændigt menneske kan…

Jeg forsøger at presse fjernbetjeningen til at slå over på Rai-Uno, TV2-Charlie, eller bare et eller andet hvor jeg kan slippe for Tøgers heftige ordflom, som nu leveres med råbende intensitet og fråde om munden. Jeg vågner idet jeg opdager, at det ikke er fjernbetjeningen jeg trykker febrilsk på, men min mobiltelefon på hvilken jeg er kommet til at ringe op til oplysningen.

Det er oplysningen!

…siger en venlig damestemme.

Godaften, kan jeg få nummeret til Danmarks Radios klagesekretariat?

Det begyndte i al fredsommelighed med grådkvalt skuffelse, da vi ikke modtog det gækkebrev, Junior havde sendt fra børnehaven den foregående dag.
Det kunne såmænd skyldes så mange ting: det kunne være forsinket en dag, eller være adresseret forkert. Hvor stor tillid kan man i virkeligheden også fæstne til treåriges evner til at adressere forsendelser?

En nærmere forespørgsel hos de voksne i Juniors børnehave, afslørede imidlertid ingen tvivl om, at brevet var afsendt og adresseret i overensstemmelse med postale foreskrifter.
En tragisk bekendtskabsdebut med Post Danmark var en realitet. Glæden ved at putte et brev i den røde postkasse og dagen efter registrere modtagerens begejstring, var skammeligt blev fravristet den treårige pode. Tilliden til myten om den rare, trofaste postmand bliver formentlig svær at genoprette.

Jeg ville såmænd ikke have tænkt yderligere over sagen hvis det ikke var fordi, at jeg efterfølgende fik en mail fra en god ven. I mailen efterlyste min gode ven en reaktion på et brev, jeg burde have modtaget for en uges tid siden. Det var først der, jeg begyndte at spekulere på, hvor stor en del af vores post der egentlig går tabt. Det ville være rart at vide, hvad odds egentlig er for, at et brev når uskadt frem til modtageren.

Så jeg besluttede at søge nærmere information.

Post Danmark har en meget imødekommende hjemmeside. Men under KONTAKT og FIND SVARET PÅ DIT SPØRGSMÅL er der imidlertid ikke megen hjælp at hente denne formiddag. Internetsiden får hurtig min Internet Explorer tvunget i knæ –browseren lægger sig simpelthen med et brag! Nå! Godt man har Firefox-browseren tænker jeg i min forestilling om, at det må være Microsoft der (igen) er den store synder.

Imidlertid går det ikke bedre med Firefox, der i to lange minutter ser ud til at hente elementer ned fra det fjerneste cyberspace, og ender med at lande fem kopier af den samme menu – men ingen svar på mine spørgsmål.

Jeg må altså ty til den mere direkte kommunikation, og til det formål findes der på kontaktsiden et direkte telefonnummer – ét fælles nummer til at betjene alle private kunder i landet.
Post Danmark er en kæmpe virksomhed, der dagligt betjener mere end 2 millioner husstande, plus et horribelt antal firmaer. I den anden ende af deres servicenummer må der være en hel hær af headset-udstyrede damer, der beredvilligt sidder klar til at servicere, tænker jeg optimistisk.

Derfor slår det da også kun et lille skår i min optimisme, da jeg i røret får at vide:

Der er optaget i øjeblikket, vent venligst!

Jeg tænker, at de måske har lidt vanskeligt ved at komme i gang her om formiddagen. Jeg mener, inden man får hentet kaffen og bearbejdet weekendens oplevelser, kan der jo gå lidt tid.

Imidlertid sker der ikke andet de næste ti minutter, end en jævnlig gentagelse af den monotone stemme der kundgør kundecentres øjeblikkelige travlhed – ingen information om hvor lang ventetiden der er tilbage, eller beroligende forsikring om at man er nummer et-eller-andet i køen. Jeg lægger skuffet på med uforrettet sag. 

De efterfølgende dage, gør jeg et par halvhjertede forsøg på at komme igennem, men uden held – hæren af informationsformidlende servicemedarbejdere er tydeligvis gået på kollektiv påskeferie i utide.
Jeg ender med at måtte konkludere at Post Danmark, som måske er Danmarks største virksomhed indenfor kommunikation, ikke er i stand til at kommunikere svaret på det spørgsmål der stadig nager:

Hvor mange breve når egentlig frem til adressaten?

En række kvindeorganisationer er stærkt utilfredse med, at se den nyslåede studievært Asmaa Abdul-Hamid, udfolde sig i indpakket statur i programmet Asmaa & Adam på DR2. En af dem der har størst problemer med Asmaas debut på landsdækkende TV, er koordinator for kvindeorganisationen Iranske Kvinders Rettigheder, Nahid Riazi. Hun påpeger, at Asmaa repræsenterer de mest reaktionære, konservative og fanatiske kæfter blandt muslimerne i Danmark, og opfordrer til protester. 

Problemet er, at disse kvindeorganisationer slet ikke har forstået begrebet public service.  Er det måske ikke både public og service, at promovere den fuldendte rollemodel for fremtidens 2.- og 3. generationsindvandrere? Her bidrager DR positivt til jublende bifald fra en række islamistisk orienterede medier i den tredje verden. I Asmaa finder de unge et forbillede for succes i det danske samfund, som kun få kan præsentere – en stor sejr for den fromme, religiøse underkastelse.

Desuden er danskerne jo helt fjollede med at se de radikale muslimer udfolde sig i medierne. Vi kan ikke få nok af hverken Abu Laban, eller storcharmøren Ahmed Harakiri. Derfor er det jo også en helt logisk følge, at finde en ung kvinde som repræsenterer samme eksotiske tankesæt, til at få de sidste skeptikere til at overgive sig.

Så er der minsandten smålige røster fremme (med Naser Khader i spidsen), der anklager DR for at have tilsidesat princippet om, ikke at have repræsentanter for politiske partier som studieværter.

Disse kritikere har jo heller ikke fattet noget. For den eneste grund til at Asmaa er medlem af præcis Enhedslisten, er jo bare for at have en politisk platform. I Enhedslisten er der højt til loftet og ingen smålige fordomme. Her følger ledelsen en hævdvunden tradition for, at se lidt stort på ekstreme holdninger – så længe de er rettet mod de rigtige skurke.

Imidlertid har Feministisk forum været ude og støtte op om Asmaa og DR. Og man kan da ikke andet end give dem ret i, at Asmaa er en reaktionær kvinde, med stærke synspunkter. Hertil kommer, at Tøger selvfølgelig – trofast som han er - støtter op om Asmaa i dagens leder i Politiken. Bladhuset på Rådhuspladsen synes efterhånden at være de radikale muslimers mest trofaste talerør.